Nogle kvinder har poetisk power

Bodil Bech blev i 2015 udgivet på italiensk.

Bodil Bech skrev himmelstormende poesi af internationalt format. Hun døde naturligvis miskendt og ulykkelig.

 

Ofte stilles de op som en triade i dansk litteraturhistorie: Bodil Bech, Hulda Lütken og Tove Meyer. De debuterede alle tre i mellemkrigstiden, og de brød mildest talt med det, der må have været normen for datidens kvinder.

 

I min ungdom var jeg betaget af de tre kvindelige poeter. Som litteraturstuderende bragte jeg klenodier med hjem til mit, hvad angår kvadratmeter, fattige værelse på Rasmus Rask-Kollegiet i Odense. På min stigereol tronede finlandsk-svenske (og russiske!) Edith Södergran som Dronningen over Al Poesi. Okay, Sylvia Plath var også mega. Men hvis der overhovedet eksisterede danske, kvindelige lyrikere, som kunne få mig til at abstrahere fra Edith Södergran, så var det Bech, Lütken og Meyer.

 

Bech, Lütken og Meyer havde det tilfælles, at deres poesi var kraftfuld og billedmættet, nærmest vild. Sagt på rock-sloganeerisk: De sparkede røv. De gav den gas med nat og drøm og bohême-attituder, som passede perfekt ind i mit 1980’er-poetiske mindset (jeg var fan af Strunge, Jac, Thomsen, Green Jensen, Huss etc.).

 

Jeg var især betaget af Bodil Bechs digtsamling Ud af Himmelporte (1941) – det var poesi, der fik mine hjerneceller til at gnistre elektrisk, og som fik opstemtheden til at rutsje gennem mine blodbaner. Bech skrev, som var hun i ekstase, og hendes ekstase smittede af på mig. Bechs digte fungerede ekstra godt efter mørkets frembrud, gerne tilsat et skvæt vin i papkarton, indkøbt i DSBs kiosk uden for de ordinære butikkers åbningstid.

 

Fornylig fandt jeg Bodil Bechs debutsamling Vi der ejer Natten i Vangsgaards Antikvariat i København. Samlingen blev første gang udsendt af Gyldendal i 1934, men mit eksemplar udkom i 2004 på Asger Schnacks forlag Bebop.

 

Jeg slog ”tilfældigvis” op på side 40, og jeg fik et øjeblikkeligt flashback til dengang, poesi stadig var poetisk.

 

Nordisk Vinter

 

I det sorte Vintermørke

ligger de store Byer hen

som Grotter fyldte af mangefarvede Lys –

naar Tusmørket kommer

springer Menneskenes Ildtræer ud

Ildblomster gror i alle Gaderne –

 

Vi vil gaa i forgyldte Koncertsale

og høre Orkestrets Græshoppesang

vi vil lytte til det store Ha! i Teaterrummet

vi vil sidde kjoleklædte i Revyernes Parket

og se Korpigerne svinge med de rosenrøde Ben

vi vil samles otte Tusind Mand i en Hal

for at se to Mænd slaas under Projektørernes Lys

vi vil gaa til Karneval syngende

med Hattene paa Sned

og med Vinens flammegule Sole i vore hjerner – –

 

 

Der er både drive og – helt konkret – slagkraft i dette digt. Metaforerne springer lige i fjæset på læseren, man kan se byerne ligge der i natten, og man kan levede forestille sig digtets scenarier med kunst og sport og jubel. Det er ægte modernisme. Og selvfølgelig brækker Bech ryggen på metrikken. Bechs vers er frie – i mere end én forstand.

 

I samme epoke sad andre danske kvindedigtere og skrev fingerbøllyrik med dydige enderim om deres pigesind etc. Men Bech skrev himmelstormer-vers som:

 

Grille

 

Jeg gaar rundt blændet

og skimter Verden

gennem et Slør

jeg er ikke længer paa Jorden –

naar jeg gør et Hop forlader jeg Kloden –

jeg vil forloves med en Flyver

og snurre opad

i det uendelige vandblaa

eller maaske hellere

ligge med ham i Græsset

og flette mine Fingre

i hans danske Haar

og se vore sammenslyngede Sjæle

duve sagte gennem Æteren

paa en blegrød Dynesky

 

 

Jeg ved ikke, om Bodil Bech nogensinde var forlovet med en pilot. Men hun indgik angiveligt i to ægteskaber. Og med risiko for at give den som dyneløfter, så videreformidler jeg snapt den antagelse, at Bech havde ”et samliv” med himmelsprættets über-poet Jens-August Schade. Så også på dette punkt havde Bodil Bech god stil.

 

Men: 

Bodil Bech var ikke nogen storsælgende digter. Hendes bøger udkom i bittesmå oplag. Det hedder sig, at Bech gik og solgte sine bøger ved døren. Bodil Bech havde ondt i livet, og den manglende anerkendelse gjorde ondt værre.

 

I et digt skrev Bech fx, at, der er et stort skrig inde i hende, men at hun holder mund og smiler ”som en Dame”. Bech bar tydeligvis på en eksistentiel smerte. Der var noget skjoldmø’sk over hendes væsen, som datidens litterære parnas og det omgivende samfund ikke kunne rumme: 

 

Det store Skrig er som et Sværd i mit Indre

staalblankt spidst bøjeligt

det borer sig i Hjertet

stryger mig op i Struben

det vil ud i Verden

op mod Nattehimlen som en Guldraket

 

Bodil Bech døde i 1942 – kun 53 år gammel. Skammelig miskendt af sin samtid. ➕

* * *

Kilder –

Torben Brostrøm: ”Det bølgende temperament” (Information, 7. november 1998)

KVINFOS Dansk Kvindebiografisk Leksikon 

Dansk Litteraturs Historie

The History of Nordic Women’s Litterature

Bue Peiter Peitersen: ”Kosmiske bekendelser” (Sensura, 18. marts 2004)