BØRN ELSKER MYTER

Illustration: Matteo Pincelli fra Nordiske myter genfortalt af Alex Frith
og Louie Stowell (Flachs, 2017)

NÅR JEG PÅ mit job fortæller myten om Idun og hendes livsæbler, der bliver bortført af jætten Tjasse, råber børnene ofte: ”Én til historie! Én til historie!” 

Børn elsker myter. For myter er fantastiske historier. Historier, hvor de utroligste ting kan ske, historier, hvor fantasien får frit spil, og hvor både fortælleren og den, der hører fortællingen, kan motionere sin forestillingsevne. 

 

Albert Einstein anbefalede voksne at læse eventyr for børn. Grundlæggeren af den moderne pædagogik, Lev Vygotskij, anbefalede, at voksne læste fantastiske historier for børn. Man har vidst det længe før, hjerneforskningen opstod: At fantastiske historier udvikler hjernen, de stimulerer sprogets dekontekstuelle funktion (den sætter os i stand til at tale om det, der ikke lige ligger på bordet foran os). 

 

Fantastiske historier gør os simpelthen klogere og mere forstandige på eksistensen. Fantastiske historier gør os i stand til at sætte ord på det, der ellers ville være uudsigeligt. Myter og andre former for fantastiske historier åler sig ind i de irgange og lønkamre i livet, som hverdagssproget og den rationelle tanke ikke kan besøge.

 

* * *

 

Og så er der jo det ved det, at myter, eventyr, sagn og fabler er dramatiske, de er elementært spændende, de kan være direkte sindsoprivende – og derfor renser de vort sind, som Aristoteles udtrykte det. Så en historie om en jætte, der bortfører en elsket gudinde, er katharsis i børnehøjde. Det er et narrativ, som når dybt ned i barnets psyke og styrker dets forhold til verden og livet. Det har man vidst i Vesten i tusindvis af år. Man har garanteret også vidst det i Østen.

 

Jeg møder dog ofte voksne, ja, sågar fagfolk i den pædagogiske verden, som er skeptiske. ”Børnene forstår jo ikke de historier,” siger de. ”Du fortæller dem om noget, der ikke findes.” Det er nogle af indsigelserne. Det er en stor mundfuld at skulle forholde sig til, og jeg reagerer ikke altid høvisk. 

 

For det viser sig som oftest, at det er voksne, der har været i berøring med litteratur om ”dialektisk materialisme”. De har vist også været tvunget til at ”analysere” myter (og digte!) i skolen, så de har en forestilling om, at myter (ligesom poesi) skal forstås, skal kunne forklares og plottes ind i et intellektuelt skema, så man kan komme frem til: Hvad er budskabet? Dét er skidt pædagogik.

 

* * *

 

Myterne har været fortalt i århundreder, ja, i årtusinder. Mange af de grundstrukturer, man finder i nordisk mytologi, er ældgamle og kan genfindes i fx den græske gudeverden og i hinduismens tidlige helligskrifter. Så fænomener som Iduns æbler kan spores tilbage til starten af bronzealderen. Det er narrativer, som de indvandrerede krigere fra Den Pontisk-Kaspiske Steppe havde med, da de erobrede Skandinavien i årtusinderne før Kristi fødsel. 

 

Disse myter er blevet fortalt og genfortalt i en uendelighed, de er blevet ændret og forbedret, skåret til og bearbejdet, så kun det, der kan overleve tidens trends, er tilbage i disse historier. Ingen moderne forfatter (heller ikke dem, der sidder på Disneys og Lego-koncernens kontorer) kan overtrumfe disse myter. For én forfatter har kun én levetid, og disse myter er forfattet gennem tusindvis af fortælleres levetid. Disse myter har ligget i munden på vor kulturs bedste storytellers, de er blevet formet og forædlet i det uendelige. 

 

Edda kaldes et klassisk værk i verdenslitteraturen. Det er en bog, som er skrevet af den islandske høvding Snorri Sturluson i 1200-tallet. Bogen er fyldt med det, vi i dag kalder nordisk mytologi. Forskerne har længe mundhuggedes om, hvorfor bogen hedder Edda. Kan det mon være en islandsk måde at gøre et latinsk ord nordisk på? Næppe. Edda er et norrønt ord, der betyder ”oldemor”. Og Snorris Edda er en oldemor i overført betydning. Edda er fyldt med oldemors fortællinger. De fortællinger, som førhen blev overleveret fra generation til generation, fra slægtled til slægtled. 

 

Myterne er en uvurderlig kulturarv. De er vort folks sande historier. 

 

* * *

 

Myterne vil os noget. Myterne griber ikke kun børn, de griber også de voksne, som tør åbne sig for dem. Myterne går i dybden, helt ned i de dybeste symbollag i vort sind. Myterne er det, som N.F.S. Grundtvig kaldte et ”Sindbilled-Sprog”. Myterne er livstydning i et konkret sprog, ikke abstrakte filosofier eller religiøse dogmer eller politiske doktriner, som vi (ofte uden at være bevidste om det) præges så voldsomt af i det daglige.

 

Myterne inviterer os ind i et frirum, hvor der er plads til at være et helt menneske, ikke bare en lille brik i konkurrencestatens bestræbelse på at skabe vækst. Myterne er fortællinger, hvor fantasien kommer til magten, ja, myterne er de fortællinger, hvor vor fulde biologi kommer til udfoldelse uden nyttemoralens indskrænkninger. 

 

Myter skal slet ikke analyseres eller forklares rationelt. Myter skal ikke forstås, myter skal opleves. Myter skal have lov til at synke ned i vor sjæl, og dér skal de ligge i fred og gære, indtil vor egen, personlige tydning af dem bobler op og befrugter vor bevidsthed. ✚

[Facebook-opslag :: 5. jan. 2023]