HVAD KAN FANTASY?

 

FORTÆLLINGEN BEGYNDER IKKE i bøger. Den begynder ved bålet. 

Før biblioteker og boglader blev fyldt med romaner og digtsamlinger, med prosa og poesi, var der bare stemmen. Stemmen, som sang og fortalte på samme tid: Vilde forestillinger i farver og former, gloser som glødede. Saga og sang var én og samme talestrøm – et menneske, der talte med den indre og den ydre verden på én gang. Den mundtlige tradition var aldrig bare information; den var en besværgelse – den fremmanede en verden, som lytterne kunne bevæge sig rundt i.  

 

Når moderne litteratur adskiller prosa og poesi, mister den noget afgørende: Varmen fra ilden, hvor ordene ikke bare beskriver, men skaber.  

 

Når jeg taler om poesi, tænker jeg ikke kun på sjove måder at sætte ord sammen på. Poesi kommer fra et gammelt græsk ord, der betyder ”at skabe”. Poesi i fantasylitteratur handler ikke kun om at få ordene til at klinge, men også om at skabe en verden, som læseren kan flytte ind i – og deltage i! Litteraturvidenskaben kalder det vist ”setting” og ”world building”.   

 

Til poesien hører også de overmenneskelige konflikter, de tragiske styrt og de sejrrige opstigninger – kort sagt: action! Den må gøre dette på en kreativ måde, den må ikke bare reproducere troper og klichéer og udhulede genrekonventioner.  

 

* * *  

 

Jeg kalder min måde at skrive fantasy på for runisk realisme. Runisk realisme insisterer på at genforene poesi og prosa.  

 

Hvorfor? Fordi symboler bliver matte i tør prosa. Symboler skal glimte. De skal blænde som en rune, der pludselig flammer op i mørket.  

 

En god fantasysætning skal have en vibration under sig – en efterklang, en rytme, der kan skabe en chokreaktion i læseren. Ikke meget. Bare nok til, at en glemt dør går op. Den dør, der fører til slægternes erfaring, til myternes lager, til det kulturgods, der ikke længere er synligt, men stadig pulserer under asfalt og bag skærme.

 

Når prosaen bliver poetisk, sker der noget paradoksalt: Læsningen bliver langsommere og dybere og samtidig mere intens. Ordene får deres egen tyngde. Billederne sætter sig i kroppen og skaber åndelig vækst.

 

* * * 

 

Det poetiske sprog kan tale til nogle dybere lag, dernede hvor runerne dvæler. Det poetiske sprog kan ikke kun tale til forstanden, men også til hukommelsen-under-hukommelsen. Poesien kan tale til ”larger than life”-logikken, til det, der overskrider hverdagstrivialiteterne og køkkenvask-realiteterne. Poesien kan vække de dynamikker, som skaber helte og heltinder, der tør gå op imod de monstre, som menneskelivet aldrig slipper af med, uanset hvor såkaldt oplyst et samfund er. 

 

Med det poetiske sprog genkender læseren noget, som hun eller han aldrig har lært, men altid har vidst: 

 

Den runiske urviden, der bobler i vores menneskelige biologi, og hvis oprindelse kan spores tilbage til mytisk tid og tåge. Det er dér kilderne til livets mening har deres udspring: Dybt nede i vores ubevidste, dybt inde i de mest uudforskede dele af vores hjernebark, i arketypernes og kategoriernes citadeller.   

 

I en civilisation, hvor alt gøres funktionelt, gennemsigtigt og kontrolleret, mister vi forbindelsen til disse mørke, frugtbare kilder. Prosa alene kan ikke åbne dem. Men poetisk prosa kan.  

 

Den poetiske prosa kan: forføre, fortrylle, forvandle. Poesien er ikke pynt. Den besidder adgangskortet, den ejer kodeordet: Sesam, sesam, luk dig op.   

 

* * *   

 

Hvis fantasy skal være levende, hvis den skal være andet end underholdning, må den genforene prosa og poesi. Den må give nyt liv til de ældgamle symboler, uden hvilke vores bevidsthed tørrer ind i forkrampet rationalitet.     

 

Fantasylitteraturen må remixe oldemødrenes gamle fortællinger – sagnene og sagaerne, det eventyrlige og det mirakuløse. Den må kalde Gilgamesh, Odysseus, Hamlet og Beowulf til live i nye forvandlinger, den må skænke Edda-historierne om Skade og Freja ny krop og nye navne, og den må slå på nervetråden i Medeas og Medusas skyggeskæbner.   

 

Nej, det er ikke nostalgi – det er strategi. Fantasylitteraturen må inspirere os til at samle eksistensens magiske klenodie (sværdet, spyddet, ringen) op og drage ud på vores egen personlige eventyrrejse. For kun på den måde kan vi bryde den moderne forhekselse, der gør os til tilskuere og forbrugere. ✚

[Facebook-opslag :: 10. dec. 2025]