HVORFOR ER DER VOLD I FANTASY?

FANTASY ER EN moderne arvtager af oldtidens og middelalderens sindbilledsprog – de fortællinger, som vi i dag kalder myter, sagn, legender, sagaer, fabler, eventyr etc. Fantasy er altså en slags symbolsprog. 

Man skal ikke tage volden i fantasy for pålydende. Volden er ikke bogstavelig – den er mytisk, den er symbolsk.

 

Conan Barbaren er måske den mest brutale fantasy-helt. Vi kender ham i Arnold Schwarzeneggers muskelsvulmende skikkelse i John Milius’ film fra 1982. Men hverken i filmen eller i tegneserierne eller i forfatteren Robert E. Howards originalversion udgyder Conan blod bare for blodets skyld. 

 

Conan er ingen voldspsykopat. Conans vold er kosmogonisk: Volden bekræfter livets kraft mod civilisationens dekadence. I det øjeblik Conan svinger sværdet, bliver han naturens egen dom. Han slår ikke bare fjender ihjel – han skærer igennem illusioner, han trækker verden tilbage til dens oprindelige orden: styrke, mod, ære.

 

Volden i historierne om Conan Barbaren handler om at være i samklang med et univers, hvor kraft ikke kan skilles fra liv, og hvor kamp ikke kan skilles fra sandhed. Conan er ikke et dyr, men heller ikke et borgerligt menneske; han står midt imellem – et naturvæsen med bevidsthed. Når han kæmper, handler han i sync med verdens oprindelige livsstrøm.

 

Conans vold er en renselse. Den skærer igennem løgn og korruption. Robert E. Howard skrev i en tid, hvor civilisationen syntes træt af sig selv; Conan repræsenterer den vitale modkraft, en slags dionysisk nødvendighed. For Conan er det at dræbe ikke at ødelægge – det er at rense jorden for det falske, det forløjede.

 

Derfor er Conans sværd et symbol på klarhed. Sværdet deler sandt fra usandt, livskraft fra dekadence. Volden viser, at moral og orden kun er gyldige, så længe de tåler at blive udfordret, så længe de kan holde til at blive mødt med væbnet modstand. 

 

Når Conan hugger, er det verden selv, der bekræfter sin virkelighed gennem handling. Conans vold er ikke destruktion, men en måde, som verden husker sin egen begyndelse på. 

 

I mange af oldtidens skabelsesberetninger begynder verden med et drab. Et uruhyre parteres, og verdens skabes af dens søndrede lemmer. Således skaber Marduk verden ved at partere Tiamat, og således skaber Odin og hans brødre verden ved at slagte Ymir.

 

I sin kamp mod dekadencen er det egentlig dét urdrab, som Conan gentager, når han lader sværd, økser og andre våben fælde fjenden. Med sine kampe mod troldmænd, monstre og tyranner genskaber Conan altså den gamle verdens orden, og ny livskraft flyder ud af drabet. ✚

[Facebook-opslag :: 26. okt. 2025]