ULVEN – FRA FRÆNDE TIL FJENDE

ULVEN ER TILBAGE i det jyske landskab. En skygge i kanten af vores moderne komfortzone, en uro i den gamle jord. Den skræmmer efterkommerne af en bondebefolkning, der i århundreder lærte at se dens silhuet som fjende, ikke som frænde.

Men sådan var det ikke altid.

 

I vikingetiden stod ulven ikke udenfor menneskets eksistens – den løb ved siden af mennesket, som en fylgje, en spirituel genpart. Ulven var et vardyr, et åndedyr, en spejlgestalt. Vikingekulturens elite-krigere (de såkaldte bersærkere og ulfheðnar) bar ulvens kraft som en indre opløftelse: En arketypisk energi, der ikke skulle tæmmes, men kanaliseres. Ulven lærte krigeren at være frygtløs, vågen, klar; at være et væsen, der både kan færdes i mørket og forsvinde i lyset.

 

Ulven var et væsen mellem menneskenes verden og det vilde, en beskytter så længe dens kraft blev båret med værdighed. Ulven var ikke ond. Den var grænse.

 

Så kom skiftet, kulturens store tidehverv.

 

Fra krigerkultur til bondeland. Fra mobilitet til jordbundenhed. Fra jagt til hegn. Det er et kulturelt jordskred, som stadig rumsterer i vores kollektive rygmarv. For bonden lever af at skabe orden, tæmme naturen, holde det udefrakommende på afstand. Ulven er den uforudsigelige, den nattevandrende, den der tager får og bryder mønstre. Så ulven blev en destruktiv figur i et samfund, der byggede tryghed på forudsigelighed. ”Ulven kommer!”

 

Populærkulturen tog over. Fra ulven i ”Den lille Rødhætte” over ”Peter og ulven” til Den store stygge ulv og de tre små grise. I disse fortællinger blev ulven til skurkens skurk: Alt det, som ikke passer ind i den hegnede verden. Selv Hollywoods varulve-film – hvor menneske og ulv smelter sammen – er i virkeligheden en moderne myte om frygten for menneskets egen vildskab. Den menneskelige biologis favntag med den farlig ånd.

 

Vi kender de nordiske sagn og sagaer om Uffe hin Spage og Kvældulf, vi kender historiske personer som goternes store høvding Ataulf. Deres navne sladrer om åndsfællesskabet med ulven. Ulven som totemdyr.

 

Og sproget bærer minderne videre. Der findes stadig mænd, der hedder Ulf og Uffe – de er ikke varulve eller vikinger, men kulturbærere. Deres navne er genfærd fra et forladt verdensbillede, hvor ulven var identitet og ikke invasion.

 

Måske er det dér, forklaringen ligger: Ulven er ikke vendt tilbage. Det er vi mennesker, der har fjernet os. 

 

Hvor vi engang løb gennem skoven sammen med ulven, står vi nu bag glas og gitter og kalder den farlig. Men ulven bærer stadig den gamle rune i sin pels, og hver gang dens spor krydser vores marker, minder den os om en tid, hvor mennesket ikke kun var bonde – men også bærer af naturens utæmmede kraft. 

 

Det er bl.a. dét, som min fantasy-roman, ”Ved dette spyd skal jeg herske!”, handler om. Romanens hovedperson, Heldíz af Kimbersýsla, har nemlig et action-spækket parløb med en ulv … ✚

[Facebook-opslag :: 2. dec. 2025]