Gustaf Munch-Petersen er en af de mest politisk engagerede digtere i dansk litteraturhistorie. Han døde i kampen mod fascisterne i 1938.
Munch-Petersen var på forkant med de modernistiske strømninger i digtekunsten. Hans vers er omdiskuterede, men ingen kan nægte, at han var unik i dansk sammenhæng. Alligevel er hans død i den spanske borgerkrig blevet en myte, som nærmest overskygger hans værk.
Gustaf Munch-Petersens politiske engagement fik ham til at skrive en slags poetik, hvori han slog fast, at kunstneren skal være revolutionær:
kammerater!
– en kunstner, som ikke er revolutionær, er ikke kunstner – han er alle virkelige kunstneres lumskeste og farligste fjende – hans er forræderens og spionens rolle –, forræderen og spionen, som indenfor alle andre virkefelter øjeblikkelig dømmes til skændselens tilintetgørelse, saasnart masken er revet fra hans bedrageriske øjne og mund – den revolutionære er hans selvfølgelige kampfæller, men paa et ham uvedkommende omraade – hans maal er at skabe mennesker, som fuldtud er i stand til at tilgodegøre sig frugterne af disse hans kampfællers resultater – de rydder, skaber plads, aabner en menneskeværdig jord –, hans opgave er at danne de mennesker, der værdigt og frigjorte først gennem hans arbejde blir aabne for den frugtbarhedens varme, som brødets revolutionære har beredt dem – […](Citat fra samlede skrifter 2, red. af Torben Brostrøm (Borgens Forlag, 1967).)
Præcis hvad Gustaf Munch-Petersen mente med revolutionær kunst, kan man læse af hans vejrbidte vers i nitten digte, der udkom året før hans død.
Munch-Petersen bliver ofte forbundet med surrealismen, men de nitten digte fra 1937 fristes Torben Brostrøm til at kalde ”imagisme, den retning, som gennem rensning af sproget, med nye billeder ønsker en tilnærmelse til og præsentation af den ydre virkelighed.” Alligevel vælger Brostrøm at betegne digtene som ekspressionisme, ”da digtene gennem virkelighedspræsentationen snarere ønsker at skildre en sjælelig bevægelse” (samlede skrifter 1, side XXXIII).
Dette digt står for mig som et af de absolutte højdepunkter i det 20. århundredes danske poesi:
– solens sendags-skraa spyd
svingende stikker i havet,
glashuden hæver sig dirrende
og glattes ud,
kysten gennem dis er grøn,
blegblaarøde vandmænd stiger
mod guldlys,
suges mod havbund,
driver bølgende mod mad og død –
solpile vakler og falder,
kysten vender sig bort,
vindstille matblaa bølger
mumler havbølgers nat –(Citeret fra samlede skrifter 2.) ➕
