I 1983 opdagede jeg de såkaldte firserdigtere. For mig startede det med punk/bz-digteren Michael Valeur og hans Mørkets splintrede øje (Irmgardz, 1982). Det var fantastisk poesi, sort og smuk og med en appel til min generation.
Så snart Michael Valeur havde brændt sig ind i min bevidsthed, gik det stærkt: Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen og Bo Green Jensen nærmest overfaldt mig fra bibliotekernes og bogladernes hylder. Der var store forskelle mellem disse poeter. Men der var også ligheder. Fx refererede de alle til rockmusik. Jeg følte mig genkendt som læser.
Sagt for egen regning: Nu om dage florerer der en usund nostalgi om velfærdsstaten, altså tiden før konkurrencestaten og nyliberalismen. Jo, jeg synes, nutiden er steril og stilløs, vi lever et kvantiseret liv, hvor vi kontrolleres i hoved og røv. Hvor der konstant er forandringer, men sjældent forbedringer. Men …
Min hukommelse fortæller mig, at velfærdsstatens epoke ikke er værd at romantisere. Vi unge brokkede os til højre og venstre. Og fremskridtstroen var sat på stand-by. Hvad der må have været af eufori over autoriteternes fald i 1960’erne, stivnede hurtigt i materialisme. Friheden blev brugt til forbrug og virkelighedsflugt. Dertil kom den kolde krig og dens atomare trussel, der hang over os som en stemningsmæssig smog. Arbejdsløshed og det store politiske oprydningsarbejde efter Anker Jørgensens gældsætning af Danmark. Og meget mere.
Når man – som jeg en kort overgang gjorde – søgte asyl på venstrefløjen, blev man mødt af pamperi og en kinesisk mur af paroler og dogmer.
Så for mig var det den kulturligste ting at lade mig beruse af Michael Strunges drømmende vildskab, Søren Ulrik Thomsens stålkolde storbystemningsmalerier og Bo Green Jensens opdatering af T.S. Eliots civilisationskritik.
I et tidsskrift, som vist bare hed Lyrik, blev firserdigterne præsenteret. Et af de digte, som virkelig greb mig, var Bo Green Jensens ”Sønner af den tavse tid” fra samlingen Requiem & messe (Borgen, 1981).
Jeg sad der i min læderjakke på Hjørring Bibliotek, og mens jeg læste, sprang mine hjerneceller nærmest som popkorn. Pop, pop, pop, hver gang mine øjenæbler ramtes af en metafor. Green Jensen talte om at være spændt fast til ”Kafkamaskinen”, og jeg følte mig inkluderet i Green Jensens ”vi”, der var modne til
Sandhed og tro, men politik var
Pis og præster var gamle mænd uden
Mening. At vokse op i et museum.
At leve i en ventesal.
Jeg kunne sagtens identificere mig digtets oplevelse af at vokse op i et museum og at leve i en ventesal. I et andet digt, Søren Ulrik Thomsens ”Vent” fra City Slang (Vindrose, 1981), fandt jeg en lignende ventetilstand beskrevet. Og sådan oplevede jeg de tidlige firsere: som et liv på en terminal, sat ud af spil, ventende på noget, som måske aldrig kom.
Inden i mig var der et clash, et sammenstød mellem den amerikaniserede rockkultur (som jeg ikke kunne overleve uden!) og den kulturmarxisme, som jeg blev påvirket af via medier, kultur- og undervisningsinstitutioner.
Jeg var – som Bo Green Jensen udtrykte det – et barn ”af Marx og Coca-Cola”. ➕
