Da digterne svingede med sværd

Egil i aktion. Manuskript fra 1600-tallet.

I vikingetiden hang det digteriske talent sammen med evnen til at slå ihjel. Egill Skallagrímsson og Starkad var to af de mest bloddryppende eksempler.

Glæden ved sprog. Skaberkraften i ordene. Det var noget af det, der kendetegnede de indoeuropæiske folkeslag i oldtiden (Watkins, 1995). Dette gjaldt også for de germanske stammer. I jernalderen eksisterede der i Nordeuropa en krigerkultur, hvor poesien stod centralt.

Den romerske historiker Tacitus beskrev omkring år 98 de germanske stammer i sit etnografiske værk, Germania. Tacitus fortalte, at germanerne havde sange, som blev brugt til at opildne krigerne før kamphandlinger (Tacitus 3,1).

Derfor bør det ikke komme som en overraskelse, at nogle af de berømteste sværdsvingere i Nordens oldtid var digtere – eller skjalde, som de hed. Skjaldenes digte kaldtes kvad, fordi de var beregnet til at blive kvædet (fremsagt) offentligt.

En stor del af den kendteste poesi fra vikingetiden var hyldestdigte til konger og andre stormænd. Digtningen i oldtiden var heroisk og fungerede som en slags black box, hvor kulturens store begivenheder og helte blev registreret. Og storhed var lig med krig.

Enkelte, ofte ret kortfattede eksempler på nordisk oldtidspoesi findes som runeinskriptioner. Men hovedparten af materialet blev overleveret mundligt fra generation til generation. Først i katolsk middelalder blev kvadene skrevet ned.

Vikingetidens poesi var stram og renset for småord og fyld, versene var nærmest nittet sammen med (bog)stavrim. Kvadene havde stor slagkraft på grund af deres heavy metal-agtige metaforer, de såkaldte kenninger (Hallberg, 1982).

Skjaldene kaldte fx blod for ”sværdets sved” eller ”sværdvæske”. Et skib kunne kaldes ”brændingshest” eller ”sejlhingst”, og en ravn kunne i et kvad optræde som ”blodsvane”. Når skjaldene for alvor rullede sig ud, kunne en ulv omtales som ”ligenes dryppende søers hund”.  

Den islandske høvding, historiker og skjald Snorri Sturluson (1179-1241) gav i sin bog Edda (ca. 1220) en grundig indføring i vikingetidens digtekunst eller skjaldskab, som det kaldtes. Snorri var selv en blændende ordkunstner, og der findes forskere, som mener, at han er forfatteren bag Egils saga (ca. 1230).

Egils saga handler om den islandske viking og Odin-dyrker Egill Skallagrímsson (ca. 904-995). Her er en smagsprøve på Egils digtekunst:

Havets fil gør nu front

mod forstavnens hoved

mægtige vandmasser

mejsler i hurtig takt.

Stormen rejser sig højt

støder os tilbage,

bølgerne brydes hårdt

brat for vor stærke stævn.

(Oversættelse: Kell Gall Jørgensen)

Egill var en af Islands mest notoriske vikinger. Ifølge Egils saga begik islændingen sit første drab som 7-årig. Men han forfattede nogle af de berømteste kvad fra vikingetiden, bl.a. ”Sønnetabet” (960), der beskriver Egills store sorg efter sine to sønners død. Så følelser var ikke et ukendt fænomen blandt disse professionelle drabsmænd.

Starkad i aktion. Fra Olaus Magnus' Historia de gentibus septentrionalibus (1555).

INGJALDSKVADET

Starkad var en af de mest berygtede og frygtede skjalde fra vikingetiden. På moderne dansk kendes han også under navnet Stærkodder. Starkad deltog i en række store slag, bl.a. i Slaget ved Bråvalla (som angiveligt fandt sted ca. 770).

Historierne om elitekrigeren Starkad er hyllet i sagn. Disse sagn befinder sig i krydsfeltet mellem dødsens alvor og morbid humor. Starkad stammede ifølge én overlevering fra Østersøregionen, nærmere bestemt Estland. Men han var bl.a. i danske kongers sold.

Starkad var vel en slags lejesoldat eller legionær, som selv ud fra vikingetidens målestok blev betragtet som en uhyrlig dræbermaskine, som det fx beskrives i Gautreks saga (Kershaw, 2000). Ud over strømme af blod efterlod Starkad sig bl.a. ”Ingjaldskvadet”, som sprogmesteren Saxo citerede udførligt i sin Danmarkshistorie, Gesta Danorum (dateret til 1208).

Saxo Grammaticus skrev på latin. Saxo var en ærefrygtindgydende sprogbehersker, og han oversatte Starkads og megen anden nordisk oldtidspoesi til versemål, som var inspireret af antikkens græske og romerske stillejer. Folkemindeforskeren og litteraturhistorikeren Axel Olrik (1864-1917) forsøgte med sin oversættelse at føre kvadet tilbage til en mere nordisk tone – læs her.

”Ingjaldskvadet” fungerer storartet i Peter Zeebergs malmfulde Saxo-oversættelse fra 2000. Starkad var tilknyttet Odins kult, han var himmelråbende ærekær og hardliner udi askese. Starkad afskyede det fløsede hofliv, som trængte op i Norden sydfra (der var bøvl med de tyskere allerede i førkristen tid).

Starkads idealkonge var Frode Fredegod, hvorimod Frodes søn Ingjald ikke ligefrem matchede Starkads høje standarder. De dekadente kostvaner i Ingjalds kongshal udmalede Starkad i et kvad, som havde til hensigt at vække heltemodet hos Frodes søn:

Aldrig har jeg set vores store Frode

grave med sin hånd i et stykke fjerkræ,

flænse gumpen op på en helstegt hane,

     flå den med sin finger.

Hvilken mægtig konge har før så grådigt

rodet rundt i indmad og rådne tarme

eller boret fingrene op i fugles

     uhumske røvhul?

Rå og enkel kost, det er mad for helte,

der er ingen brug for forfinet madkunst

til et tappert hjerte der kun har lyst til

     felttog og fejde.

I Saxos Danmarkshistorie finder man hele fjeldmassiver af storartet poesi. Bl.a. det legendariske kvad ”Bjarkemålet”, som N.F.S. Grundtvig brugte som afsæt til højskolesangen ”Sol er oppe” (1817). ➕

KILDER –

Den norsk-islandske skjaldedigtning I-II. Udgivet af Finnur Jónsson. København: Rosenkilde og Bagger. 1967

Den poetiske Edda. Oversat af Rolf Stamnem. København: U Press. 2018

Egils saga. Oversat af Kell Gall Jørgensen. København: Borgen. 1994

Gautreks saga. In The Wanderer’s Hávamál. Oversat af Jackson Crawford. Indianapolis/Cambridge: Hackett Publishing. 2019

Saxos Danmarkshistorie. Oversat af Peter Zeeberg. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & Gads Forlag. 2000

Skáldskaparmál. In Snorri Sturluson: Edda. Oversat Anthony Faulkes. London: Everyman. 1996

Tacitus: Germania. In De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie. Oversat af Allan A. Lund. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. 1993

* * *

Hallberg, Peter: Den norrøne digtning. København: Gyldendal. 1982

Kershaw, Kris: The One-eyed God: Odin and the (Indo-)Germanic Männerbünde. Washington DC: Journal of Indo-European Studies. Monograph No. 36. 2000

Watkins, Calvert: How to Kill a Dragon. Aspects of Indo-European Poetics. Oxford: Oxford University Press. 1995

Højreromantiske selvdestruktører

Michael Strunge i natten.

Firserdigtere som Michael Strunge og Bo Green Jensen var en stor provokation for de gamle hippier og 68’ere i dansk litteratur. Det var bl.a. digternes optræden i filmen Nattens engel, som fik de venstreorienterede op af stolen.

Dansk litteratur i 1970’erne. Groft sagt: Brugslitteratur uden småligt hensyn til æstetik. Bekendelser og dyneløfteri hæftet sammen i ryggen og stillet på rad og række på bibliotekernes hylder. Slatten prosa, trykt med linjebrud, så det lignede poesi. Kvindekamp og biodynamik, landboidyl med halm i træskoene. Det meste var pissebanalt, men hul i det, bare man sikrede sig, at det, man skrev, var ideologisk korrekt.

Og det gav bonus. Skønlitteraturen var endelig blevet ”folkelig”. Salgstallene var så høje som nogensinde – en digtsamling som Kristen Bjørnkjærs Kærestesorg (1976) blev langet over disken mere end 50.000 gange. Og Vita Andersens Tryghedsnarkomaner (1977) opnåede bestseller-status med 100.000+ solgte eksemplarer!

Reaktionen kom fra en ny generation, som kaldte sig selv firserdigtere: F.P. Jac, Michael Strunge, Henrik S. Holck, Bo Green Jensen, Søren Ulrik Thomsen, Klaus Lynggaard, Henning Fleischer, Peter Huss m.fl. Det var i virkeligheden vidt forskellige poeter, men fælles for dem var, at de vovede at sætte æstetikken i højsædet. Firserdigterne smed om sig med metaforer og symboler, og de førte sig frem med en alvor og en ikke altid klædelig selvhøjtidelighed. Men værst af alt: De skrev om storby, nat, sanser, drømme, døden – og engle!

Digterne var del af en større strømning af unge kunstnere, som også udfoldede sig i musik, billedkunst, teater m.m. De unge vilde, nå-generationen, den tavse generation var nogle af de betegnelser, som de unge fik hæftet på sig. Flere af dem fandt sammen i antologien Platform (1980), multikunstudstillingen Nå!80, billedkunstudstillingen Kniven på hovedet (1981) samt tidsskriftet Sidegaden (1981-84). Musikbegivenheder som Concert of the Moment (1979) og Nosferatu Festival (1982 og ’83) var også kunstneriske udtryk for de årgange, der kom til at præge 1980’ernes kultur i Danmark.

FIRSERPOESIEN VAR EN stor provokation for den etablerede venstrefløj i det litterære DK – eller Decay, som Strunge kaldte sit fædreland i Skrigerne! (1980).

De gamle hippier og 68’ere beskyldte firserdigterne for alverdens ting. Firserdigterne var ikke alene ny-romantikere, de var dødsromantikere, var de. Der var kritikere, som gik helt tæt på Strunge & Co. og klistrede betegnelser som ”ny-aristokratisme”, ”højreromantiske selvdestruktører”, ”reaktionær” og det, der var værre, i panden på dem.

Kontroverserne er veldokumenterede. Man kan bl.a. læse om dem i Knud Muncks og Peter Rewers’ biografier om Michael Strunge (Lindhardt & Ringhof, 2001 og Gyldendal, 2015).

Balladen om firserdigterne varede et stykke op i 1980’erne. Man kan i dag undre sig over, at en forfatter som Inger Eriksen kunne forarges over glosen ”engel”. Og det kan være svært at begribe, at journalisten Erik Thygesen kunne tilte fuldstændig over en film som Claus Bohms Nattens engel (1981).

Men det var en puritansk tid, hvor der ikke var plads til metafysik og vaklende tro på det kulturmarxistiske tusindårsrige. Firserdigterne var ikke trofaste partisoldater, de var flanører. Disse enspændere vandrede rundt i natten og fandt brokker af skønhed i metropolen, alt imens de poetiserede om deres weltschmerz og fremmedgørelse. Og da man ikke længere kunne tie dem ihjel, måtte den sociale kontrol udøves ved, at man miskrediterede digterne politisk.

JEG HAR GENSET Nattens engel – filmen kan streames her. Strunge er den gennemgående figur, men F.P. Jac, Bo Green Jensen, billedkunstnerne Lillian Polack og Torben Voigt samt skuespilleren Mai Brostrøm får også taletid. I en scene ses (og høres!) Henrik S. Holck som sanger i gruppen I Suppose I Used It And Just Left It There. Selve filmmusikken er af Martin Hall.

Nattens engel er en stemningsmættet film. Den er mere end et tidsdokument. Den er i sig selv et stykke billedpoesi. København med den klassicistiske arkitektur fungerer som kulisse for de unge kunstneres skønhedssøgen. Og natten står som en majestæt foran kameralinsen. Bo Green Jensen stiller skarpt på natten med denne refleksion:

Natten er mørk. Jo mere mørke man går igennem og overlever, jo stærkere bliver man. Man bliver vel også et bedre menneske. Men hvis man ikke finder lyset igen, ja, så overlever man ikke. Hvis man bliver ved med at skrue sig ned i mørke, så bliver det et dødstrip. Natten er det, som skjuler. Natten er blid. Det er den, fordi den skjuler kanterne og modsætningerne og konflikterne. Det slør, som er der, mens det er lyst, og som er der i hverdagsrutinen, bliver suspenderet om natten. Der er mennesket alene med sig selv, med de egentlige ting.

Ved gensynet af filmen slog det mig, hvor modne disse næsten chokerende unge kunstnere var. Kors, hvor var de selvhøjtidelige. Men de var også knivskarpe i deres refleksioner. Og det var måske en af grundene til, at 68’erne følte sig truet … ➕

Læs mere om Nattens engel her.