Højreromantiske selvdestruktører

Michael Strunge i natten.

Firserdigtere som Michael Strunge og Bo Green Jensen var en stor provokation for de gamle hippier og 68’ere i dansk litteratur. Det var bl.a. digternes optræden i filmen Nattens engel, som fik de venstreorienterede op af stolen.

Dansk litteratur i 1970’erne. Groft sagt: Brugslitteratur uden småligt hensyn til æstetik. Bekendelser og dyneløfteri hæftet sammen i ryggen og stillet på rad og række på bibliotekernes hylder. Slatten prosa, trykt med linjebrud, så det lignede poesi. Kvindekamp og biodynamik, landboidyl med halm i træskoene. Det meste var pissebanalt, men hul i det, bare man sikrede sig, at det, man skrev, var ideologisk korrekt.

Og det gav bonus. Skønlitteraturen var endelig blevet ”folkelig”. Salgstallene var så høje som nogensinde – en digtsamling som Kristen Bjørnkjærs Kærestesorg (1976) blev langet over disken mere end 50.000 gange. Og Vita Andersens Tryghedsnarkomaner (1977) opnåede bestseller-status med 100.000+ solgte eksemplarer!

Reaktionen kom fra en ny generation, som kaldte sig selv firserdigtere: F.P. Jac, Michael Strunge, Henrik S. Holck, Bo Green Jensen, Søren Ulrik Thomsen, Klaus Lynggaard, Henning Fleischer, Peter Huss m.fl. Det var i virkeligheden vidt forskellige poeter, men fælles for dem var, at de vovede at sætte æstetikken i højsædet. Firserdigterne smed om sig med metaforer og symboler, og de førte sig frem med en alvor og en ikke altid klædelig selvhøjtidelighed. Men værst af alt: De skrev om storby, nat, sanser, drømme, døden – og engle!

Digterne var del af en større strømning af unge kunstnere, som også udfoldede sig i musik, billedkunst, teater m.m. De unge vilde, nå-generationen, den tavse generation var nogle af de betegnelser, som de unge fik hæftet på sig. Flere af dem fandt sammen i antologien Platform (1980), multikunstudstillingen Nå!80, billedkunstudstillingen Kniven på hovedet (1981) samt tidsskriftet Sidegaden (1981-84). Musikbegivenheder som Concert of the Moment (1979) og Nosferatu Festival (1982 og ’83) var også kunstneriske udtryk for de årgange, der kom til at præge 1980’ernes kultur i Danmark.

FIRSERPOESIEN VAR EN stor provokation for den etablerede venstrefløj i det litterære DK – eller Decay, som Strunge kaldte sit fædreland i Skrigerne! (1980).

De gamle hippier og 68’ere beskyldte firserdigterne for alverdens ting. Firserdigterne var ikke alene ny-romantikere, de var dødsromantikere, var de. Der var kritikere, som gik helt tæt på Strunge & Co. og klistrede betegnelser som ”ny-aristokratisme”, ”højreromantiske selvdestruktører”, ”reaktionær” og det, der var værre, i panden på dem.

Kontroverserne er veldokumenterede. Man kan bl.a. læse om dem i Knud Muncks og Peter Rewers’ biografier om Michael Strunge (Lindhardt & Ringhof, 2001 og Gyldendal, 2015).

Balladen om firserdigterne varede et stykke op i 1980’erne. Man kan i dag undre sig over, at en forfatter som Inger Eriksen kunne forarges over glosen ”engel”. Og det kan være svært at begribe, at journalisten Erik Thygesen kunne tilte fuldstændig over en film som Claus Bohms Nattens engel (1981).

Men det var en puritansk tid, hvor der ikke var plads til metafysik og vaklende tro på det kulturmarxistiske tusindårsrige. Firserdigterne var ikke trofaste partisoldater, de var flanører. Disse enspændere vandrede rundt i natten og fandt brokker af skønhed i metropolen, alt imens de poetiserede om deres weltschmerz og fremmedgørelse. Og da man ikke længere kunne tie dem ihjel, måtte den sociale kontrol udøves ved, at man miskrediterede digterne politisk.

JEG HAR GENSET Nattens engel – filmen kan streames her. Strunge er den gennemgående figur, men F.P. Jac, Bo Green Jensen, billedkunstnerne Lillian Polack og Torben Voigt samt skuespilleren Mai Brostrøm får også taletid. I en scene ses (og høres!) Henrik S. Holck som sanger i gruppen I Suppose I Used It And Just Left It There. Selve filmmusikken er af Martin Hall.

Nattens engel er en stemningsmættet film. Den er mere end et tidsdokument. Den er i sig selv et stykke billedpoesi. København med den klassicistiske arkitektur fungerer som kulisse for de unge kunstneres skønhedssøgen. Og natten står som en majestæt foran kameralinsen. Bo Green Jensen stiller skarpt på natten med denne refleksion:

Natten er mørk. Jo mere mørke man går igennem og overlever, jo stærkere bliver man. Man bliver vel også et bedre menneske. Men hvis man ikke finder lyset igen, ja, så overlever man ikke. Hvis man bliver ved med at skrue sig ned i mørke, så bliver det et dødstrip. Natten er det, som skjuler. Natten er blid. Det er den, fordi den skjuler kanterne og modsætningerne og konflikterne. Det slør, som er der, mens det er lyst, og som er der i hverdagsrutinen, bliver suspenderet om natten. Der er mennesket alene med sig selv, med de egentlige ting.

Ved gensynet af filmen slog det mig, hvor modne disse næsten chokerende unge kunstnere var. Kors, hvor var de selvhøjtidelige. Men de var også knivskarpe i deres refleksioner. Og det var måske en af grundene til, at 68’erne følte sig truet … ➕

Læs mere om Nattens engel her.