MØD DANSK FANTASYS NYE SPYDDRONNING: HELDÍZ!

VED DETTE SPYD SKAL JEG HERSKE! – Sagaen om Heldíz af Kimbersýsla   

En fantasy-roman, der myldrer med heavy metal-motiver, mytologiske mønstre og psykologiske arketyper. En saga, hvor selv drømmene bærer brynje.

 

Romanen følger den faldne dronning Heldíz på hendes vej fra slaveri til opbygningen af den hær, der skal generobre hendes rige.

 

Heldíz :: Hersker, hævner, heks!

 

* * *

 

Romanen skriver sig ind i Sword & Sorcery-genren inden for moderne fantasy. 

 

Der er hammer på handlingen. Ved dette spyd skal jeg herske! rummer masser af action. Den er en page turner – beskrivelsesknap, men rig på billeder.

 

Romanen er blodig, men der er meget mere end vold i Ved dette spyd skal jeg herske!. Romanen lokker med passager af stor skønhed. Og så har den symbolistisk dybde.

 

Som et isbjerg er handlingen bare toppen, der rager op over en undersøisk krop af myte og mystik.

 

Især de nordiske runers hemmeligheder har givet stof til romanens esoteriske undergrund. Men tarotkortene, som de tolkes af den danske forfatter og filosof Erwin Neutzsky-Wulff, har haft en afgørende indflydelse på romanens struktur og værdisystem. 

 

LÆSERNES OPLEVELSER:

HVAD KAN FANTASY?

 

FORTÆLLINGEN BEGYNDER IKKE i bøger. Den begynder ved bålet. 

Før biblioteker og boglader blev fyldt med romaner og digtsamlinger, med prosa og poesi, var der bare stemmen. Stemmen, som sang og fortalte på samme tid: Vilde forestillinger i farver og former, gloser som glødede. Saga og sang var én og samme talestrøm – et menneske, der talte med den indre og den ydre verden på én gang. Den mundtlige tradition var aldrig bare information; den var en besværgelse – den fremmanede en verden, som lytterne kunne bevæge sig rundt i.  

 

Når moderne litteratur adskiller prosa og poesi, mister den noget afgørende: Varmen fra ilden, hvor ordene ikke bare beskriver, men skaber.  

 

Når jeg taler om poesi, tænker jeg ikke kun på sjove måder at sætte ord sammen på. Poesi kommer fra et gammelt græsk ord, der betyder ”at skabe”. Poesi i fantasylitteratur handler ikke kun om at få ordene til at klinge, men også om at skabe en verden, som læseren kan flytte ind i – og deltage i! Litteraturvidenskaben kalder det vist ”setting” og ”world building”.   

 

Til poesien hører også de overmenneskelige konflikter, de tragiske styrt og de sejrrige opstigninger – kort sagt: action! Den må gøre dette på en kreativ måde, den må ikke bare reproducere troper og klichéer og udhulede genrekonventioner.  

 

* * *  

 

Jeg kalder min måde at skrive fantasy på for runisk realisme. Runisk realisme insisterer på at genforene poesi og prosa.  

 

Hvorfor? Fordi symboler bliver matte i tør prosa. Symboler skal glimte. De skal blænde som en rune, der pludselig flammer op i mørket.  

 

En god fantasysætning skal have en vibration under sig – en efterklang, en rytme, der kan skabe en chokreaktion i læseren. Ikke meget. Bare nok til, at en glemt dør går op. Den dør, der fører til slægternes erfaring, til myternes lager, til det kulturgods, der ikke længere er synligt, men stadig pulserer under asfalt og bag skærme.

 

Når prosaen bliver poetisk, sker der noget paradoksalt: Læsningen bliver langsommere og dybere og samtidig mere intens. Ordene får deres egen tyngde. Billederne sætter sig i kroppen og skaber åndelig vækst.

 

* * * 

 

Det poetiske sprog kan tale til nogle dybere lag, dernede hvor runerne dvæler. Det poetiske sprog kan ikke kun tale til forstanden, men også til hukommelsen-under-hukommelsen. Poesien kan tale til ”larger than life”-logikken, til det, der overskrider hverdagstrivialiteterne og køkkenvask-realiteterne. Poesien kan vække de dynamikker, som skaber helte og heltinder, der tør gå op imod de monstre, som menneskelivet aldrig slipper af med, uanset hvor såkaldt oplyst et samfund er. 

 

Med det poetiske sprog genkender læseren noget, som hun eller han aldrig har lært, men altid har vidst: 

 

Den runiske urviden, der bobler i vores menneskelige biologi, og hvis oprindelse kan spores tilbage til mytisk tid og tåge. Det er dér kilderne til livets mening har deres udspring: Dybt nede i vores ubevidste, dybt inde i de mest uudforskede dele af vores hjernebark, i arketypernes og kategoriernes citadeller.   

 

I en civilisation, hvor alt gøres funktionelt, gennemsigtigt og kontrolleret, mister vi forbindelsen til disse mørke, frugtbare kilder. Prosa alene kan ikke åbne dem. Men poetisk prosa kan.  

 

Den poetiske prosa kan: forføre, fortrylle, forvandle. Poesien er ikke pynt. Den besidder adgangskortet, den ejer kodeordet: Sesam, sesam, luk dig op.   

 

* * *   

 

Hvis fantasy skal være levende, hvis den skal være andet end underholdning, må den genforene prosa og poesi. Den må give nyt liv til de ældgamle symboler, uden hvilke vores bevidsthed tørrer ind i forkrampet rationalitet.     

 

Fantasylitteraturen må remixe oldemødrenes gamle fortællinger – sagnene og sagaerne, det eventyrlige og det mirakuløse. Den må kalde Gilgamesh, Odysseus, Hamlet og Beowulf til live i nye forvandlinger, den må skænke Edda-historierne om Skade og Freja ny krop og nye navne, og den må slå på nervetråden i Medeas og Medusas skyggeskæbner.   

 

Nej, det er ikke nostalgi – det er strategi. Fantasylitteraturen må inspirere os til at samle eksistensens magiske klenodie (sværdet, spyddet, ringen) op og drage ud på vores egen personlige eventyrrejse. For kun på den måde kan vi bryde den moderne forhekselse, der gør os til tilskuere og forbrugere. ✚

[Facebook-opslag :: 10. dec. 2025]

HVORFOR ER DER VOLD I FANTASY?

FANTASY ER EN moderne arvtager af oldtidens og middelalderens sindbilledsprog – de fortællinger, som vi i dag kalder myter, sagn, legender, sagaer, fabler, eventyr etc. Fantasy er altså en slags symbolsprog. 

Man skal ikke tage volden i fantasy for pålydende. Volden er ikke bogstavelig – den er mytisk, den er symbolsk.

 

Conan Barbaren er måske den mest brutale fantasy-helt. Vi kender ham i Arnold Schwarzeneggers muskelsvulmende skikkelse i John Milius’ film fra 1982. Men hverken i filmen eller i tegneserierne eller i forfatteren Robert E. Howards originalversion udgyder Conan blod bare for blodets skyld. 

 

Conan er ingen voldspsykopat. Conans vold er kosmogonisk: Volden bekræfter livets kraft mod civilisationens dekadence. I det øjeblik Conan svinger sværdet, bliver han naturens egen dom. Han slår ikke bare fjender ihjel – han skærer igennem illusioner, han trækker verden tilbage til dens oprindelige orden: styrke, mod, ære.

 

Volden i historierne om Conan Barbaren handler om at være i samklang med et univers, hvor kraft ikke kan skilles fra liv, og hvor kamp ikke kan skilles fra sandhed. Conan er ikke et dyr, men heller ikke et borgerligt menneske; han står midt imellem – et naturvæsen med bevidsthed. Når han kæmper, handler han i sync med verdens oprindelige livsstrøm.

 

Conans vold er en renselse. Den skærer igennem løgn og korruption. Robert E. Howard skrev i en tid, hvor civilisationen syntes træt af sig selv; Conan repræsenterer den vitale modkraft, en slags dionysisk nødvendighed. For Conan er det at dræbe ikke at ødelægge – det er at rense jorden for det falske, det forløjede.

 

Derfor er Conans sværd et symbol på klarhed. Sværdet deler sandt fra usandt, livskraft fra dekadence. Volden viser, at moral og orden kun er gyldige, så længe de tåler at blive udfordret, så længe de kan holde til at blive mødt med væbnet modstand. 

 

Når Conan hugger, er det verden selv, der bekræfter sin virkelighed gennem handling. Conans vold er ikke destruktion, men en måde, som verden husker sin egen begyndelse på. 

 

I mange af oldtidens skabelsesberetninger begynder verden med et drab. Et uruhyre parteres, og verdens skabes af dens søndrede lemmer. Således skaber Marduk verden ved at partere Tiamat, og således skaber Odin og hans brødre verden ved at slagte Ymir.

 

I sin kamp mod dekadencen er det egentlig dét urdrab, som Conan gentager, når han lader sværd, økser og andre våben fælde fjenden. Med sine kampe mod troldmænd, monstre og tyranner genskaber Conan altså den gamle verdens orden, og ny livskraft flyder ud af drabet. ✚

[Facebook-opslag :: 26. okt. 2025]

 

FANTASY BEGYNDER MED ORDET

DER FINDES EN gammel forestilling, hvis ekko vandrer gennem både kirkerum og okkulte biblioteker: At verden ikke blot er, men bliver til gennem ord.

N.F.S. Grundtvig sagde: ”Ordet skaber, hvad det nævner.” Erwin Neutzsky-Wulff svarer: ”Vi taler verden.” 

 

To positioner, to lysstråler, men de mødes i samme punkt: Sproget er ikke pynt – det er skaberværk.

 

Og netop dér står fantasy-genren som en af de klareste demonstrationer: Et litterært rum, hvor ordet ikke blot beskriver virkelighed, men frembringer den. Man kan næsten høre det, når man læser en god fantasyroman – et lille klik, som når et ord sætter sig fast i verden, og en ny ting begynder at eksistere, fordi nogen har udtalt det.

 

Tænk på det helt enkle: Når et sted får et navn, bliver det et sted. Når en skikkelse kaldes frem, får den krop. Når et dyr, en ånd eller et våben nævnes, får det magt, betydning, historie.

 

Det er derfor, fantasy altid begynder med sproget.

Verdensbygning er i bund og grund en form for navngivning: En metodisk, næsten ritualiseret talehandling, hvor forfatteren siger dette er, og teksten svarer sådan bliver det.

Her er Grundtvigs ord ikke langt fra Neutzsky-Wulffs: Begge peger på sprogets evne til at skabe en virkelighed, der ikke fandtes, før den blev sagt.

 

Fantasy gør dette synligt som ingen anden genre. Den tager sprogets skjulte kraft og lægger den frem i dagslys som en runesten, hvis skrifttegn man endelig får lov at føre hånden hen over.

 

Men fantasy stopper ikke dér. Den viser os også, hvordan virkeligheden selv – vores egen verden – er vævet af samme stof.

For når læseren møder et nyt ord, en ny figur, et nyt landskab, mærker man et genkendeligt sug: Sådan fungerer også vores virkelighed. Vi forstår os selv gennem ord. Vi organiserer verden gennem fortællinger. Vi taler os frem til identitet, mening og retning.

 

Fantasy bliver dermed ikke blot flugt, men spejl. Den gør opmærksom på, at vi til daglig går rundt i en verden, som vi selv er med til at tale frem. Hver generation fortæller sin historie om virkeligheden, og virkeligheden ændrer sig derefter.

 

Ordet som skaber. Ordet som portal. Ordet som den tynde membran mellem “som det er” og “som det kunne være.”

 

Og derfor føles fantasy så ur-gammelt og samtidig så moderne. Den trækker på den ældgamle tanke, at verden hviler på tale, på myte, på navngivning – og den bruger den tanke til at bygge nye verdener, hvor man tydeligt kan se, hvordan det sker.

 

I fantasy er sprogets skabende kraft ikke en abstrakt idé, men selve motoren. Karaktererne findes, fordi de er navngivet. Verdener opstår, fordi de beskrives. Magien virker, fordi ordene udtales.

 

Sproget er ikke et værktøj. Det er ikke en pyntelig overflade. Det er det dybeste materiale, enhver virkelighed – fiktiv eller virkelig – er gjort af. ✚

[Facebook-opslag :: 22. nov. 2025]

BØRN ELSKER MYTER

Illustration: Matteo Pincelli fra Nordiske myter genfortalt af Alex Frith
og Louie Stowell (Flachs, 2017)

NÅR JEG PÅ mit job fortæller myten om Idun og hendes livsæbler, der bliver bortført af jætten Tjasse, råber børnene ofte: ”Én til historie! Én til historie!” 

Børn elsker myter. For myter er fantastiske historier. Historier, hvor de utroligste ting kan ske, historier, hvor fantasien får frit spil, og hvor både fortælleren og den, der hører fortællingen, kan motionere sin forestillingsevne. 

 

Albert Einstein anbefalede voksne at læse eventyr for børn. Grundlæggeren af den moderne pædagogik, Lev Vygotskij, anbefalede, at voksne læste fantastiske historier for børn. Man har vidst det længe før, hjerneforskningen opstod: At fantastiske historier udvikler hjernen, de stimulerer sprogets dekontekstuelle funktion (den sætter os i stand til at tale om det, der ikke lige ligger på bordet foran os). 

 

Fantastiske historier gør os simpelthen klogere og mere forstandige på eksistensen. Fantastiske historier gør os i stand til at sætte ord på det, der ellers ville være uudsigeligt. Myter og andre former for fantastiske historier åler sig ind i de irgange og lønkamre i livet, som hverdagssproget og den rationelle tanke ikke kan besøge.

 

* * *

 

Og så er der jo det ved det, at myter, eventyr, sagn og fabler er dramatiske, de er elementært spændende, de kan være direkte sindsoprivende – og derfor renser de vort sind, som Aristoteles udtrykte det. Så en historie om en jætte, der bortfører en elsket gudinde, er katharsis i børnehøjde. Det er et narrativ, som når dybt ned i barnets psyke og styrker dets forhold til verden og livet. Det har man vidst i Vesten i tusindvis af år. Man har garanteret også vidst det i Østen.

 

Jeg møder dog ofte voksne, ja, sågar fagfolk i den pædagogiske verden, som er skeptiske. ”Børnene forstår jo ikke de historier,” siger de. ”Du fortæller dem om noget, der ikke findes.” Det er nogle af indsigelserne. Det er en stor mundfuld at skulle forholde sig til, og jeg reagerer ikke altid høvisk. 

 

For det viser sig som oftest, at det er voksne, der har været i berøring med litteratur om ”dialektisk materialisme”. De har vist også været tvunget til at ”analysere” myter (og digte!) i skolen, så de har en forestilling om, at myter (ligesom poesi) skal forstås, skal kunne forklares og plottes ind i et intellektuelt skema, så man kan komme frem til: Hvad er budskabet? Dét er skidt pædagogik.

 

* * *

 

Myterne har været fortalt i århundreder, ja, i årtusinder. Mange af de grundstrukturer, man finder i nordisk mytologi, er ældgamle og kan genfindes i fx den græske gudeverden og i hinduismens tidlige helligskrifter. Så fænomener som Iduns æbler kan spores tilbage til starten af bronzealderen. Det er narrativer, som de indvandrerede krigere fra Den Pontisk-Kaspiske Steppe havde med, da de erobrede Skandinavien i årtusinderne før Kristi fødsel. 

 

Disse myter er blevet fortalt og genfortalt i en uendelighed, de er blevet ændret og forbedret, skåret til og bearbejdet, så kun det, der kan overleve tidens trends, er tilbage i disse historier. Ingen moderne forfatter (heller ikke dem, der sidder på Disneys og Lego-koncernens kontorer) kan overtrumfe disse myter. For én forfatter har kun én levetid, og disse myter er forfattet gennem tusindvis af fortælleres levetid. Disse myter har ligget i munden på vor kulturs bedste storytellers, de er blevet formet og forædlet i det uendelige. 

 

Edda kaldes et klassisk værk i verdenslitteraturen. Det er en bog, som er skrevet af den islandske høvding Snorri Sturluson i 1200-tallet. Bogen er fyldt med det, vi i dag kalder nordisk mytologi. Forskerne har længe mundhuggedes om, hvorfor bogen hedder Edda. Kan det mon være en islandsk måde at gøre et latinsk ord nordisk på? Næppe. Edda er et norrønt ord, der betyder ”oldemor”. Og Snorris Edda er en oldemor i overført betydning. Edda er fyldt med oldemors fortællinger. De fortællinger, som førhen blev overleveret fra generation til generation, fra slægtled til slægtled. 

 

Myterne er en uvurderlig kulturarv. De er vort folks sande historier. 

 

* * *

 

Myterne vil os noget. Myterne griber ikke kun børn, de griber også de voksne, som tør åbne sig for dem. Myterne går i dybden, helt ned i de dybeste symbollag i vort sind. Myterne er det, som N.F.S. Grundtvig kaldte et ”Sindbilled-Sprog”. Myterne er livstydning i et konkret sprog, ikke abstrakte filosofier eller religiøse dogmer eller politiske doktriner, som vi (ofte uden at være bevidste om det) præges så voldsomt af i det daglige.

 

Myterne inviterer os ind i et frirum, hvor der er plads til at være et helt menneske, ikke bare en lille brik i konkurrencestatens bestræbelse på at skabe vækst. Myterne er fortællinger, hvor fantasien kommer til magten, ja, myterne er de fortællinger, hvor vor fulde biologi kommer til udfoldelse uden nyttemoralens indskrænkninger. 

 

Myter skal slet ikke analyseres eller forklares rationelt. Myter skal ikke forstås, myter skal opleves. Myter skal have lov til at synke ned i vor sjæl, og dér skal de ligge i fred og gære, indtil vor egen, personlige tydning af dem bobler op og befrugter vor bevidsthed. ✚

[Facebook-opslag :: 5. jan. 2023]

SKOVGANGSMANDEN GRETTE DEN STÆRKE

Grettir Ásmundarson. Foto fra Wikipedia

GRETTES SAGA ER en page turner, den er sprængfyldt med action. Konflikter og væbnede kampe følger i rask tempo i historien om vikingen Grettir Ásmundarson, der ikke uden grund blev kaldt Grette den Stærke. 

Grette er en af den islandske sagalitteraturs underligste skikkelser. Grette er meget sammensat, en gådefuld menneskenatur. Grette er en helt. En antihelt. 

 

Den norske historiker Sturla Ellingvåg har påpeget, at Grette er en skikkelse, som nordiske mænd kan identificere sig med, når de føler sig utilpassede i det moderne samfund. 

 

Grette er nemlig en skovgangsmand (skóggangsmaðr) – altså en fredløs. Grette er asocial og uomgængelig, men han ofrer sig for det omgivende samfund. Grette nedkæmper invaderende bersærker og en livsfarlig bjørn, og han uskadeliggør en genganger. Det sidste ødelægger dog Grette, det giver ham en form for PTSD. 

 

* * *

 

Det er næppe tilfældigt, at det er en træl, Glam, der går igen. Grette tilhører det nordiske krigeraristokrati, og det er altså trællen Glams genfærd, som nedbryder sagaens antihelt. Man kan måske tale om åndelig klassekamp? 

 

Grette dør da også, fordi han bliver forrådt af en træl, hvortil Grettes morder tørt konstaterer: ’tosset er det at vise træl tillid.’

 

Grettes Saga har mange overnaturlige træk, den er fyldt med oldtidens magi (galdr), men også med kristentro og et mylder af referencer til Nordens førkristne kult: Odin, Frej etc. Grette ejer et saksesværd, som efter germansk skik har et personnavn: Kársnautr (’kårsgave’).

 

* * *

 

Grette er digter, skjald, og gennem hele sagaen strør han om sig med hvas poesi i de gamle norrøne versmål. I Grettes kvad kan man således se den ældgamle germanske tradition genspejlet. Fx omtales krigere med træmetaforer som ’kamptræ’, ’hjelmtræ’, mens en kvinde optræder som ’guldets træ’ – helt i overensstemmelse med bl.a. Snorris Edda, hvor det hedder, at menneskene nedstammer fra to stykker drivtømmer, nemlig Ask og Embla. 

 

Kvadene i sagaen er oversat, så man kan aflure skjaldenes avancerede billedsprog. Et sværd er således ’skjoldets glimte-fisk’, der kan svømme i ’det hede sår-havs rummelige hytte’. Så poetisk kan det udtrykkes, at man sprætter modstanderen op.

 

Man kan også finde den gamle nordiske livsvisdom i Grettes Saga. Der er tale om en selvbehersket æreskultur, nærmest stoisk. Vikingekulturen lå langt fra de tegneserieagtige fordomme om druk og voldtægt. Det er en velovervejet, kalkuleret æresfremfærd i stil med den, man møder i Edda-kvadet Hávamál, når Grette beroliger sine fjender: ’Kun slaven tager straks hævn, svæklingen aldrig.’

 

Ordet saga betyder egentlig ’det sagte’, og Grettes Saga er en historie, som kan sige os moderne mennesker noget. Grettes Saga er en af de længere islandske sagaer. Og selvom den også i passager gør meget ud af genealogier og redegør for slægtskæder og stamtræer, så er historien om den fremmedgjorte Grette også meget individualistisk. Den har appel og relevans for publikum af i dag.

 

* * *

 

Forskere mener, at Grettes Saga er sen (måske forfattet omkring år 1400). Alligevel bærer den mange autentiske træk fra den epoke, hvor nordiske krigere, vikinger, gik i militærtjeneste i Miklegard (Konstantinopel) – sagaen har altså det internationale udsyn, som var typisk for vikinger.

 

Grettes Saga har også underspillet humor. Som når Atle får et spyd jaget gennem sit bryst, hvortil han lakonisk udbryder: ’De er på mode nu, de brede spyd.’

 

Grette vinder mange sejre i sagaen. Men det er ikke sejre, som dem i Hollywoods film. Det er sejre, som vindes med smerte og ensomhed. Alle de ’monstre’, som Grette kæmper imod, er måske hans egne ’indre dæmoner’? ✚

 

 

KILDE:

Grettes Saga – nyoversat af Kim Lembek. Findes i bind 5 af serien Islændingesagaerne: Et udvalg i ny oversættelse(Gyldendal, 2018).

[Facebook-opslag :: 16. nov. 2020]

ULVEN – FRA FRÆNDE TIL FJENDE

ULVEN ER TILBAGE i det jyske landskab. En skygge i kanten af vores moderne komfortzone, en uro i den gamle jord. Den skræmmer efterkommerne af en bondebefolkning, der i århundreder lærte at se dens silhuet som fjende, ikke som frænde.

Men sådan var det ikke altid.

 

I vikingetiden stod ulven ikke udenfor menneskets eksistens – den løb ved siden af mennesket, som en fylgje, en spirituel genpart. Ulven var et vardyr, et åndedyr, en spejlgestalt. Vikingekulturens elite-krigere (de såkaldte bersærkere og ulfheðnar) bar ulvens kraft som en indre opløftelse: En arketypisk energi, der ikke skulle tæmmes, men kanaliseres. Ulven lærte krigeren at være frygtløs, vågen, klar; at være et væsen, der både kan færdes i mørket og forsvinde i lyset.

 

Ulven var et væsen mellem menneskenes verden og det vilde, en beskytter så længe dens kraft blev båret med værdighed. Ulven var ikke ond. Den var grænse.

 

Så kom skiftet, kulturens store tidehverv.

 

Fra krigerkultur til bondeland. Fra mobilitet til jordbundenhed. Fra jagt til hegn. Det er et kulturelt jordskred, som stadig rumsterer i vores kollektive rygmarv. For bonden lever af at skabe orden, tæmme naturen, holde det udefrakommende på afstand. Ulven er den uforudsigelige, den nattevandrende, den der tager får og bryder mønstre. Så ulven blev en destruktiv figur i et samfund, der byggede tryghed på forudsigelighed. ”Ulven kommer!”

 

Populærkulturen tog over. Fra ulven i ”Den lille Rødhætte” over ”Peter og ulven” til Den store stygge ulv og de tre små grise. I disse fortællinger blev ulven til skurkens skurk: Alt det, som ikke passer ind i den hegnede verden. Selv Hollywoods varulve-film – hvor menneske og ulv smelter sammen – er i virkeligheden en moderne myte om frygten for menneskets egen vildskab. Den menneskelige biologis favntag med den farlig ånd.

 

Vi kender de nordiske sagn og sagaer om Uffe hin Spage og Kvældulf, vi kender historiske personer som goternes store høvding Ataulf. Deres navne sladrer om åndsfællesskabet med ulven. Ulven som totemdyr.

 

Og sproget bærer minderne videre. Der findes stadig mænd, der hedder Ulf og Uffe – de er ikke varulve eller vikinger, men kulturbærere. Deres navne er genfærd fra et forladt verdensbillede, hvor ulven var identitet og ikke invasion.

 

Måske er det dér, forklaringen ligger: Ulven er ikke vendt tilbage. Det er vi mennesker, der har fjernet os. 

 

Hvor vi engang løb gennem skoven sammen med ulven, står vi nu bag glas og gitter og kalder den farlig. Men ulven bærer stadig den gamle rune i sin pels, og hver gang dens spor krydser vores marker, minder den os om en tid, hvor mennesket ikke kun var bonde – men også bærer af naturens utæmmede kraft. 

 

Det er bl.a. dét, som min fantasy-roman, ”Ved dette spyd skal jeg herske!”, handler om. Romanens hovedperson, Heldíz af Kimbersýsla, har nemlig et action-spækket parløb med en ulv … ✚

[Facebook-opslag :: 2. dec. 2025]

DA DIGTERE SVINGEDE MED SVÆRD

Egil i aktion. Manuskript fra 1600-tallet.

I vikingetiden hang det digteriske talent sammen med evnen til at slå ihjel. Egill Skallagrímsson og Starkad var to af de mest bloddryppende eksempler.

Glæden ved sprog. Skaberkraften i ordene. Det var noget af det, der kendetegnede de indoeuropæiske folkeslag i oldtiden (Watkins, 1995). Dette gjaldt også for de germanske stammer. I jernalderen eksisterede der i Nordeuropa en krigerkultur, hvor poesien stod centralt.

Den romerske historiker Tacitus beskrev omkring år 98 de germanske stammer i sit etnografiske værk, Germania. Tacitus fortalte, at germanerne havde sange, som blev brugt til at opildne krigerne før kamphandlinger (Tacitus 3,1).

Derfor bør det ikke komme som en overraskelse, at nogle af de berømteste sværdsvingere i Nordens oldtid var digtere – eller skjalde, som de hed. Skjaldenes digte kaldtes kvad, fordi de var beregnet til at blive kvædet (fremsagt) offentligt.

En stor del af den kendteste poesi fra vikingetiden var hyldestdigte til konger og andre stormænd. Digtningen i oldtiden var heroisk og fungerede som en slags black box, hvor kulturens store begivenheder og helte blev registreret. Og storhed var lig med krig.

Enkelte, ofte ret kortfattede eksempler på nordisk oldtidspoesi findes som runeinskriptioner. Men hovedparten af materialet blev overleveret mundligt fra generation til generation. Først i katolsk middelalder blev kvadene skrevet ned.

Vikingetidens poesi var stram og renset for småord og fyld, versene var nærmest nittet sammen med (bog)stavrim. Kvadene havde stor slagkraft på grund af deres heavy metal-agtige metaforer, de såkaldte kenninger (Hallberg, 1982).

Skjaldene kaldte fx blod for ”sværdets sved” eller ”sværdvæske”. Et skib kunne kaldes ”brændingshest” eller ”sejlhingst”, og en ravn kunne i et kvad optræde som ”blodsvane”. Når skjaldene for alvor rullede sig ud, kunne en ulv omtales som ”ligenes dryppende søers hund”.  

Den islandske høvding, historiker og skjald Snorri Sturluson (1179-1241) gav i sin bog Edda (ca. 1220) en grundig indføring i vikingetidens digtekunst eller skjaldskab, som det kaldtes. Snorri var selv en blændende ordkunstner, og der findes forskere, som mener, at han er forfatteren bag Egils saga (ca. 1230).

Egils saga handler om den islandske viking og Odin-dyrker Egill Skallagrímsson (ca. 904-995). Her er en smagsprøve på Egils digtekunst:

Havets fil gør nu front

mod forstavnens hoved

mægtige vandmasser

mejsler i hurtig takt.

Stormen rejser sig højt

støder os tilbage,

bølgerne brydes hårdt

brat for vor stærke stævn.

(Oversættelse: Kell Gall Jørgensen)

Egill var en af Islands mest notoriske vikinger. Ifølge Egils saga begik islændingen sit første drab som 7-årig. Men han forfattede nogle af de berømteste kvad fra vikingetiden, bl.a. ”Sønnetabet” (960), der beskriver Egills store sorg efter sine to sønners død. Så følelser var ikke et ukendt fænomen blandt disse professionelle drabsmænd.

Starkad i aktion. Fra Olaus Magnus' Historia de gentibus septentrionalibus (1555).

INGJALDSKVADET

Starkad var en af de mest berygtede og frygtede skjalde fra vikingetiden. På moderne dansk kendes han også under navnet Stærkodder. Starkad deltog i en række store slag, bl.a. i Slaget ved Bråvalla (som angiveligt fandt sted ca. 770).

Historierne om elitekrigeren Starkad er hyllet i sagn. Disse sagn befinder sig i krydsfeltet mellem dødsens alvor og morbid humor. Starkad stammede ifølge én overlevering fra Østersøregionen, nærmere bestemt Estland. Men han var bl.a. i danske kongers sold.

Starkad var vel en slags lejesoldat eller legionær, som selv ud fra vikingetidens målestok blev betragtet som en uhyrlig dræbermaskine, som det fx beskrives i Gautreks saga (Kershaw, 2000). Ud over strømme af blod efterlod Starkad sig bl.a. ”Ingjaldskvadet”, som sprogmesteren Saxo citerede udførligt i sin Danmarkshistorie, Gesta Danorum (dateret til 1208).

Saxo Grammaticus skrev på latin. Saxo var en ærefrygtindgydende sprogbehersker, og han oversatte Starkads og megen anden nordisk oldtidspoesi til versemål, som var inspireret af antikkens græske og romerske stillejer. Folkemindeforskeren og litteraturhistorikeren Axel Olrik (1864-1917) forsøgte med sin oversættelse at føre kvadet tilbage til en mere nordisk tone – læs her.

”Ingjaldskvadet” fungerer storartet i Peter Zeebergs malmfulde Saxo-oversættelse fra 2000. Starkad var tilknyttet Odins kult, han var himmelråbende ærekær og hardliner udi askese. Starkad afskyede det fløsede hofliv, som trængte op i Norden sydfra (der var bøvl med de tyskere allerede i førkristen tid).

Starkads idealkonge var Frode Fredegod, hvorimod Frodes søn Ingjald ikke ligefrem matchede Starkads høje standarder. De dekadente kostvaner i Ingjalds kongshal udmalede Starkad i et kvad, som havde til hensigt at vække heltemodet hos Frodes søn:

Aldrig har jeg set vores store Frode

grave med sin hånd i et stykke fjerkræ,

flænse gumpen op på en helstegt hane,

     flå den med sin finger.

Hvilken mægtig konge har før så grådigt

rodet rundt i indmad og rådne tarme

eller boret fingrene op i fugles

     uhumske røvhul?

Rå og enkel kost, det er mad for helte,

der er ingen brug for forfinet madkunst

til et tappert hjerte der kun har lyst til

     felttog og fejde.

I Saxos Danmarkshistorie finder man hele fjeldmassiver af storartet poesi. Bl.a. det legendariske kvad ”Bjarkemålet”, som N.F.S. Grundtvig brugte som afsæt til højskolesangen ”Sol er oppe” (1817). ➕

KILDER –

Den norsk-islandske skjaldedigtning I-II. Udgivet af Finnur Jónsson. København: Rosenkilde og Bagger. 1967

Den poetiske Edda. Oversat af Rolf Stamnem. København: U Press. 2018

Egils saga. Oversat af Kell Gall Jørgensen. København: Borgen. 1994

Gautreks saga. In The Wanderer’s Hávamál. Oversat af Jackson Crawford. Indianapolis/Cambridge: Hackett Publishing. 2019

Saxos Danmarkshistorie. Oversat af Peter Zeeberg. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & Gads Forlag. 2000

Skáldskaparmál. In Snorri Sturluson: Edda. Oversat Anthony Faulkes. London: Everyman. 1996

Tacitus: Germania. In De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie. Oversat af Allan A. Lund. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. 1993

* * *

Hallberg, Peter: Den norrøne digtning. København: Gyldendal. 1982

Kershaw, Kris: The One-eyed God: Odin and the (Indo-)Germanic Männerbünde. Washington DC: Journal of Indo-European Studies. Monograph No. 36. 2000

Watkins, Calvert: How to Kill a Dragon. Aspects of Indo-European Poetics. Oxford: Oxford University Press. 1995