OM BLOGGEREN

torsdag den 25. januar 2018

Hårdkogt og poetisk BBC-krimi

Agyness Deyn og Jim Sturgess, som både med- og modarbejder hinanden i dommedags-thrilleren
Hard Sun.

Hard Sun er BBCs nye thriller/krimi-serie. Den er anderledes. Så er det sagt. 

Glem alt om fortænkte plots og krimisærer med midtvejskriser. Hard Sun er hårdkogt. Og poetisk. Det vil du vide, hvis du allerede har set afsnit 1 på DR1. Yderlige to afsnit følger.

London er vel nærmest thrillerens hovedperson. Handlingen foregår i det gentrificerede London, og ofte ses The Shard knejse i baggrunden. 

Det er i dette skyskraber-London, at den hæsblæsende handling foregår. Til et lydspor, der bl.a. inkluderer David Bowies Ziggy Stardust-ode "Five Years": Vi har fem år tilbage, før jorden går under. For Hard Sun er dommedagsfilm. Og alene derfor er den anderledes end de gængse tv-krimier, der sjældent hæver sig over køkkenvask-realismen.

Apropos London som hovedperson: forfatteren bag Hard Sun, Neil Cross, fortæller i denne korte video, at hans inspiration har været T.S. Eliot, poeten bag mesterværker som The Waste Land (1922) og The Hollow Men (1925). Eliot kaldte i sin poesi London for "The Unreal City". Og det er som en sådan fantasifoster-megacity, at London optræder i Hard Sun

Hvad, Cross ikke når at fortælle, er, at Eliot stjal begrebet "Fourmillante cité" fra Charles Baudelaire. Værker som The Waste Land af Eliot og Les Fleurs du mal af Baudelaire viser, hvordan modernistisk poesi lægger grunden til de forestillinger, vi bærer rundt på i dag.

Tjek Cross-videoen om London som den uvirkelige by her.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar