Kun én ting er farlig for jer – poesi!

[Disclaimer: Dette er ikke en filmanmeldelse, men et begejstringsopråb om en stor poet!]

Vi bliver oversvømmet med spillefilm om store berømtheder. De såkalde biopics. Vi har set dem om Margaret Thatcher. Om Dirch Passer. Om Pelé. Om Truman Capote. Og i disse dage er det genoplivninger af John Mogensen og Winston Churchill, der træder ind foran linsen.

Instruktøren Pablo Larrains Neruda er dog anderledes. For nok er filmens hovedperson den chilenske digter Pablo Neruda (1904-73), men filmen trækker ikke et panegyrisk slæbetrawl gennem poetens livsbane.

Neruda er en poetisk film om en stor poet (spillet af Luis Gnecco). Den er et stemningsfuldt billeddigt om en mand, der både var politisk engageret og en stor skønånd. Neruda ruller over skærmen som en lyrisk leg med elementer fra bl.a. den hårdkogte krimi-genre, komplet med hatten trukket ned i panden på sejeste film noir-facon.

Men Neruda er også garneret med letlevende humor. Filmen viser ikke alene Neruda som revolutionær men også som kvindebedårer. 

Vi følger Pablo Neruda, idet han går under jorden, fordi han forfølges af sine politiske modstandere. Neruda er både kommunist og en folkekær digter, og derfor er han en torn i øjet på præsident Videla (der regerede med støtte fra det yderste højre).

Nerudas forfølger er efterretningsagenten Oscar Peluchonneau (spillet af Gael Garcia Bernal), en nidkær fascist med mindreværdskomplekser. I filmen skildres Oscar som en biperson i et værk af Neruda. Handlingen er skruet op i en spændingsspiral, men filmen har rigelig plads til at skildre det latinamerikanske temperament. Livsnydelsen og fordybelsen i poesien. 

Selvom politik er filmens motor, er Neruda først og fremmest en hyldest til poesien. Meget passende, for Pablo Neruda er en af den moderne litteraturs største skikkelser. Han fik Nobelprisen i 1971.

Der er en blødhed, en musikalitet i Nerudas vers. Man føres med ind i en strøm af skønhed, når man – selv i oversættelse – læser et digt som det, Pablo reciterer i Neruda: ”Puedo Escribir Los Versos …” (”I nat kan jeg skrive de tristeste vers …”).

Neruda havde mange strenge at spille på som lyriker. Han kunne skrive ekstatiske digte om kvindekroppen (”Cuerpo de Mujer …”), men han kunne også tackle undertrykkelse og overgreb. Tænk bare på ”Vienen Por las Islas (1493)”, hvor massakren i forbindelse med Columbus’ såkaldte erobring af Guardelupe udmales i al sin gru. 

Eller på ”Explico Algunas Cosas”, hvor blodsudgydelserne i den spanske borgerkrig beskrives. Digtet indledes med en nærmest idyllisk beskrivelse af Nerudas elskede Spanien. Men så knækker digtet:

Og en morgen stod alt i flammer
og en morgen skød bålene
op af jorden
og fortærede levende væsener,
og sidenhen ild,
krudt sidenhen,
og sidenhen blod.
Banditter med flyvemaskiner og med maurere,
banditter med fingerringe og hertuginder,
banditter med sorte velsignende munke
kom fra himlen for at slå børn ihjel,
og gennem gaderne flød børnenes blod
uden videre, som børns blod.

Sjakaler selv sjakalen ville støde fra sig,
sten den tørre tidsel havde spyttet ud,
snoge forhadt blandt snoge!

Foran jer har jeg set Spaniens
blod løfte sig
for at drukne jer i een stor bølge
af stolthed og knive.

Generaler
forrædere:
se mit døde hus,
se Spanien knækket:
men fra hvert af de døde huse
skyder glødende metal
i stedet for blomster,
og fra hvert hul i Spanien
skyder Spanien frem,
og fra hvert eneste myrdet barn et gevær med øjne,
og af hver eneste forbrydelse fødes kugler
som en dag skal finde et hjertes
beliggenhed.

I spørger hvorfor hans digte
ikke fortæller os om drømmen, om bladene,
om hans fædrelands store vulkaner?

Kom og se blodet i gaderne,
kom og se
blodet i gaderne,
kom og se blodet
i gaderne!
(Ivan Malinovskis oversættelse)

I det hele taget er der ikke en skarp grænse mellem poesi og politik i Pablo Nerudas digtning. Eller som Neruda selv udtrykte det, da militæret ransagede hans hus i forbindelse med, at general Augusto Pinochet i 1973 kuppede sig til magten i Chile: ”Se jer omkring. Der er kun én ting her, som er farlig for jer – poesi” (Feinstein, 2005, s. 413). ➕

KILDER:

Neruda, P. (2012). Selected Poems. London: Vintage Books

Neruda, P. (2011). Hundrede kærlighedssonetter. København: Sohn

Malinovski, I. (1963). Glemmebogen. Femten digtere i dansk gendigtning (2. udg.). København: Borgen

Feinstein, A. (2005). Pablo Neruda: A Passion for Life. London: Bloomsbury Publicing

Østergaard, A.-G. (u.å.). Pablo Neruda i Den Store Danske, Gyldendal. Lokaliseret d. 1. januar 2018 på: http://denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Latinamerikansk_litteratur/Pablo_Neruda